Viagra, bobleplast og post-its…

Lige nu har vi lukket af for rigtig mange af de måder, vi sædvanligvis er sammen på. Rutinerne er væk og Danmark er et studie i nye omgangsformer – i arbejdslivet, i det offentlige rum og ikke mindst i det private.

I takt med, at det danske samfund gradvist åbnes, bør vi se på, om det, der blev til ved et tilfælde, måske faktisk er bedre end det, som var der i forvejen. Denne måde at udvikle på er langtfra ny. Den bruges bevidst både i forskningssammenhænge og i kunstnerisk arbejde.

Jørgen Leth har alle dage været en mester i at tage udgangspunkt i det, der er her nu; eller som han siger – “invitere tilfældet ind”. Han skriver i bogen ‘Tilfældets Gaver’:

Tilfældet er min gode ven. Jeg har et fortroligt forhold til tilfældet. Det kommer mig ofte til hjælp i afgørende situationer. Det flytter tingene videre i små eller større hop. Sommetider har jeg en fornemmelse af at have en kontrakt med tilfældet. Det, som inviterer tilfældet, er, at jeg holder min dør åben, så det kan komme ind. At holde døren i et igangværende arbejde åben er en slags besværgelse.

Så lad os få kigget nærmere på det nye, der er opstået ud fra de-forhåndenværende-søms princip, før vi vender tilbage til de gamle rutiner,. Måske kan det med lidt bearbejdning blive til nye og bedre rutiner. Lad os seriøst overveje om hjemmearbejdspladsen skal fastholdes, om vi skal fortsætte med at møde vennerne udendørs og så videre. Og lad os især se på, hvilke af de nye services, der er opstået, som har potentiale til at fortsætte.

Magiske tilfældigheder

Der findes mange eksempler på disse “magiske tilfældigheder”, som har ført til store landvindinger. Men der er tale om en slags organiserede lykketræf, som kommer af at man har være vågen og nærværende – og har set mulighederne. Og den vågenhed er vi nødt til at fastholde nu.

Penicillin blev for eksempel opdaget ved et tilfælde, da forskeren Alexander Fleming ved et uheld glemte en petriskål med stafylokokbakterier, da han tog på ferie.

To ingeniører lykkedes ikke med at udvikle et tapet, der kunne rengøres – men “tapetet” kendes i dag som bobleplast og anvendes f.eks. til indpakning af skrøbelig elektronik.

Viagra blev udviklet af lægemiddelproducenten Pfizer til at kurere forhøjet blodtryk, men effekten var begrænset. Til gengæld havde præparatet en overraskende bivirkning.

Og da Spencer Silver skulle udvikle en superstærk lim for det amerikanske firma 3M, skabte han ved et uheld en svagt klæbrig og genbrugelig substans. Det blev til Post-its, da en kollega foreslog at bruge den svage lim til at holde fast på et bogmærke, der blev ved med at falde ud. I øvrigt var den gule farve også en tilfældighed, da laboratoriet kun havde noget gult overskudspapir, som Silver kunne få lov at bruge.

Serendipitet

Fænomenet hedder serendipitet, og kan som sagt finde sted, når man er åben for tilfældet. Man registrerer noget uventet, genkender et potentiale, fastholder øjeblikket og bruger og evaluerer det. I processen må man måske bearbejde det, man har opnået. Altså vende tilbage og justere på det, man først har fundet ud af.

Den åbenhed, som serendipitet fordrer, kræver øvelse. Man skal “have døren åben”, når noget uventet sker, og man skal kunne genkende det potentiale, der ligger i det nye. Man må gøre det uventede operationelt og forstærke det, så det bliver så tydeligt, at både man selv og andre kan vurdere relevansen.

Det er her Corona-krisens nye måder at arbejde og være på, kan indeholde muligheder, som man ikke må overse. Man må fastholde og formulere potentialet i det, som opstod ved tilfældigheder. Dele det med kolleger, venner og familie for at forstærke effekten og kunne evaluere om det nye virker.

God arbejdslyst.