Kan du sælge souvenirs?
Geek Squad er en amerikansk virksomhed, der som så mange andre virksomheder tilbyder it-support. Geek Squad adskiller sig primært gennem “indpakningen”. Det betyder, at alle medarbejdere skal overholde en dresscode, der omfatter sorte bukser, hvide skjorter og sorte slips. De er udstyret med en særlig Geek Squad-badge a la et politiskilt, og de kører rundt i VW Beetle’r, der er malet i sorte og hvide farver, som gamle amerikanske politibiler. Det har gjort Geek Squad så populær, at virksomheden i bogstaveligste forstand har fans blandt kunderne. Tidligere kunne man vist nok købe t-shirts og pins med Geek Squad-logoet på virksomhedens website. I dag handles Geek Squad souvenirs i stedet på eBay.
Hos Sticks’n’Sushi kan man købe keyhangers, T-shirts med muntre budskaber og flere andre ting. Men de mest eftertragtede souvenirs koster ikke noget. For Sticks’n’Sushi indførte på et tidspunkt, at når gæsten får sin regning, så ligger regningen på en lille skål og ovenpå ligger en lille sten. Oprindeligt var det vist mest af alt for at undgå at regningen fløj væk, når gæsterne sad udendørs. Stenen er ikke noget særligt, men restaurant-kæden har alligevel brugt lidt energi på at finde nogle pæne sten i mørke farver og med lidt runde, bløde former. Nu er der mange gæster, der tager stenen med hjem som et lille minde om besøget. Hvad stenen efterfølgende bliver brugt til, melder historien ikke noget om. Og stenen er i øvrigt ikke japansk (den er såmænd samlet af kædens CEO, Kim Rahbek Hansen, ved stranden på Falster, hvor han har sommerhus), og der står heller ikke noget på den. Kundernes adfærd siger mere om oplevelsen, end den siger noget om stenen: De har simpelthen haft en så god oplevelse, at de på eget initiativ tager stenen med sig hjem som et minde om den gode middag på Sticks’n’Sushi.
Da et hotel i Florida installerede et nyt låse-system med key-cards, besluttede hotellet sig for at forære de 463 gamle dørhåndtag med logo væk til tidligere gæster. Ikke mindre end 6.000 gæster var interesserede i et håndtag og demonstrerede dermed, at hotellet tilbød noget, som gæsterne ønskede at huske.
Hvis kunderne i en servicevirksomhed ikke er interesseret i at købe souvenirs med virksomhedens logo på, er det fordi den ikke tilbyder noget, som kunderne ønsker at huske.
Ønsker dine kunder at huske dig? Tør du begynde at sælge souvenirs med dit navn på?