Helbrede, Lindre, Trøste …?
Over hovedindgangen til det nu nedlagte Aarhus Amtssygehus blev man mindet om, at sygehusets opgave er, at “Helbrede, Lindre, Trøste”.
Over en periode på ca. 20 måneder var jeg på fire ret voldsomme rejser i sundhedsvæsenet som hhv. pårørende og patient. I den forbindelse blev jeg faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt der i dag fokuseres på alle tre begreber.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi har et ret fantastisk sundhedsvæsen i forhold til den kliniske kerneydelse – at helbrede og lindre. Men det er min oplevelse, at fokus i sundhedsektoren gennem de senere år netop primært har været på at helbrede. Og ikke så meget på at trøste og drage omsorg.
Og det på trods af, at vi som mennesker ikke altid skelner. “Måden hvorpå” spiller en uhyre central og vigtig rolle for vores samlede vurdering af f.eks. et sygehusophold.
Når jeg taler med sygehusledelser, er det også min erfaring, at når patienter eller pårørende er utilfredse og måske klager, er det ikke fejlbehandlinger, der fylder mest. Langt de fleste klager handler om f.eks. adfærd, dårlig kommunikation, oplevelsen og i det hele taget “måden hvorpå”.
Derfor synes jeg også, at det er ret fantastisk, at Danske Regioner nu har oprettet en pris, der hædrer den gode patientoplevelse: “Prisen for Årets Patientoplevelse 2023”.
Og jeg er ret stolt over, at Danske Regioner har inviteret mig til at sidde i det dommerpanel, der skal udvælge vinderen. Jeg ser virkelig frem til dette stykke arbejde.